Intet som før...

Straks genkender vi smilet, øjnene og den afventende facon. Vi møder Max. Han er glad som altid. Alt er som det plejer. Vi mødes foran McDonalds, eller McD som vi kalder det, og hænger ud med de andre konfirmander, inden vi beslutter os for at køre en burger ned. Alt er som det plejer...

Burgeren er fin, og endnu engang gør den sit arbejde. Det er noget der skal fortærres og overståes. Vi lytter til kaserne-historier. Alt er som det plejer. I næste nu, adderer Max dressing francais til over - og underbollen, og gør denne kødsamling til en spise... noget der skal nydes. Intet er som før...

Hans handlinger er nu gennemtænkte og han begår sig med struktureret adfærd. Han ved hvad han vil. Vi stopper, følger den grønne mand, går over gaden, og Max går ind og får fyldt farve i fjerde hudlag. Intet er som engang. Han sidder udtryksløst og lader en tegning følge ham resten af livet. Lader øjeblikket følge ham resten af livet.

Vi rammer aftenen, rusen, gaden... Han er med os igen, vi nyder det. Vi smager på en dag hvor en drengs udvikling til mand har hændt hurtigere end forventet. Vi nyder øjeblikket...

Øjeblikket fra en dag hvor intet var som før...